• 17-årig svensker idømmes fængsel i 6,5 år for forsøg på rockerdrab

    Source: BDK Borsnyt / 04 Mar 2025 08:17:48   America/Chicago

    Københavns Byret idømmer en 17-årig svensk dreng fængsel i seks år og seks måneder for drabsforsøg mod personer med tilknytning til rockergruppen Comanches' klubhus i Brøndby i april sidste år. En 30-årig kvinde, der er fundet skyldig i medvirken til drabsforsøget, idømmes fængsel i syv år og seks måneder. Hun er også fundet skyldig i flere forhold af besiddelse af euforiserende stoffer. De har begge anket dommen på stedet. Tidligere tirsdag blev den 17-årige fundet skyldig i drabsforsøg ved at have rejst til Danmark med henblik på at slå en eller flere personerne med tilknytning til klubhuset i Brøndby ihjel. Han ankom til Københavns Lufthavn 22. april og indfandt sig kort efter midnat 23. april ved klubhuset med en pistol. Forsøget på at tage livet af en eller flere personer med tilknytning til klubhuset mislykkedes, da der ikke var nogen til stede på adressen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/17-aarig-svensker-idoemmes-faengsel-i-65-aar-for-forsoeg-paa-rockerdrab
Share on,